Home » Currently Reading:

Jeg tror ikke du klarer det far !

Besat af Mont Ventoux:  11

Mont Ventoux er blevet en besættelse for Ole Bladt-Hansen. Sidst er det komme til udtryk ved,  at den 48-årige vestjyde har kørt op og ned af det skaldede bjerg 6 gange på én dag. Det kvalificerer ham til medlemskab af det franske broderskab ”Tosserne fra Ventoux”.

Af Michael Nørgaard

Mont Ventoux i Provence er kendt som det skaldede bjerg og frygtet af de fleste cykelryttere. De professionelle rammer med jævne mellemrum bjerget, når Tour de France-ruten går den vej og utallige er de cykelmotionister, der har bjerget på cv`et. En tur op ad bjerget en tilfældig dag i juli måned, vidner om, at mange cykelmotionister kan skrive turen op ad dette fantastiske bjerg på visitkortet.

Tre veje til toppen!

Der er faktisk tre veje til toppen af Mont Ventoux. Den mest kendte starter i den idylliske by Bedoin.

De ambitiøse tager de 21 km fra Bedoin til toppen, der går for at være den stejleste, men turen fra Malaucène til toppen er stort set lige så hård, hvad enten man måler i højdeforskel eller i længde. Dem der bare gerne vil op, nøjes med de 26 km fra Sault. Nøjes, fordi højdemetrene og stigningsprocenterne er noget mere overkommelige, men stadig en stor udfordring.

Den dag man tager turen første gang, får man virkelig følelsen af at have udrettet noget helt særligt. Man kan se det i ansigterne på de cyklister, der sidder på de sidste meter og leder efter et lettere gear, der ikke findes. Den lettelse og det smil, der breder sig, når man drejer rundt og tager de sidste 50 meter op til den berømte vejrstation er udtryk for glæde, lettelse og stolthed!

Tosserne fra Mont Ventoux

Når man har gjort det én gang, to gange, ti gange 20 gang eller meget mere. Ja så er det, at de skøre idéer begynder at opstå, når man bor i Provence eller kommer i området ofte. Måske var det derfor, at Christian Pic i 1988 etablerede en fransk klub, der kort og godt hedder ”Club des cingles du Mont-Ventoux”, frit oversat til dansk betyder det ”Klubben af tosser fra Mont Ventoux” .

Navnet er nok ikke helt tilfældigt, eftersom optagelseskriteriet er, at det legendariske bjerg skal bestiges fra alle tre sider inden for 24 timer på cykel! Det er faktisk lidt af en præstation at køre de 136 km og 4443 højdemeter ud i et stræk. Det svarer nogenlunde til det kendte motionsløb La Marmotte, men varmen i Provence og vinden på Mont Ventoux er som regel noget mere uudholdelig end i alperne.

Dobbelt så tosset!

Men er man tosset, så er det ingen grænser. Derfor fik en af tosserne i 2007 den vanvittige idé at åbne for et endnu mere skørt optagelseskriterium, nemlig at køre op fra alle tre sider to gange inden for de 24 timer. 8886 højdemeter og 272 km.

23 af klubbens medlemmer har indtil i dag gennemført den hårdeste af de tre udfordringer, og kun én af dem er dansker, nemlig Ole Bladt-Hansen, der gennemførte den hårde styrkeprøve d. 20. juli 2010.

”Det er svært ikke at blive fanget af magien ved Mont Ventoux, når man kommer i området 2-3 gange om året, sådan som jeg har gjort i de sidste ti år”, fortæller Ole Bladt-Hansen. ”Så målet om at besejre bjerget seks gange på en dag var ikke til at komme uden om”.OBH-1

Ole s ambition var at gennemføre den store prøve i de lyse timer. Det er lidt et problem, for det betyder også, at det er nødvendigt at køre i juli måned i den varmeste periode, hvor der er flest lyse timer. Med lidt god vilje er der næsten 17 lyse timer den 20. juli.

”Jeg startede kl. 5.00 fra Bedoin og det er mørkt, så den første halve time fik jeg lidt hjælp fra lygterne på bagvedkørende bil. De tre første ture blev tilbagelagt legende let. Allerede kl. 12.30 stod den på frokost i Bedoin efter 3 tilbagelagte ture, der gik lige efter bogen med  autopiloten sat på en puls på 75-80% og opkørselstiden omkring de to timer,” fortæller Ole Bladt-Hansen.

”Derefter begyndte det at blive rigtig svært. Aftalen var, at de sidste tre ture skulle køres med ekskorte – heldigvis for det. Det første større problem opstod nemlig på den fjerde tur op, hvor trædepuden under den ene fod begyndte at gøre vrøvl og hvordan finder man lige en skosål midt på Mont Ventoux? Heldigvis var bilen fyldt med kvinder med kreative ideer. Et hygiejnebind blev klippet til og lagt ind i skoen og det hjalp. Jeg tror aldrig  har en mand sat så meget pris på et bind,” fortæller Ole.

Sukkerkold for alvor

Kalorierne bliver forbrændt hurtigt, når man kører i bjergene og det er meget vanskeligt at nå at spise nok. Varme, kvalme, lede og andre kvaler melder sig. ”Jeg gennemførte den fjerde tur og kørte ned til Malaucéne i en fart. Jeg ignorerede problemerne og turen gik atter op fra Malaucène til toppen. Den tur er uhyggelig p.g.a. meget skiftende stigningsprocenter. Derudover er der en passage på 3 km nogenlunde midtvejs, som er det stejleste stykke overhovedet, på de tre ture.

Det tog så hårdt, at jeg måtte ligge mig i vejkanten og slappe af. Masser af hjælp fra følgebilen, folk der stoppede op og tilbød hjælp, men hvad betyder det, hvis benene ikke vil mere, fordi der simpelthen bare ikke er mere benzin på motoren,” fortæller den danske dobbelttosse.

”Derfor var det selvfølgelig også særligt opmuntrende,  at min 8 årige datter kækt stak hovedet ud af bilen og konkluderede ”jeg tror ikke du klarer det far”! Sikke en opbakning, men det var nok en meget realistisk vurdering på baggrund af det hun lige havde set,” fortæller Ole Bladt-Hansen.

Genfødt

Det lykkedes Ole, at komme på cyklen igen og de sidste ca. 8 km til toppen. Derefter ned til Sault. En dårlig nedkørsel, der er hård på det tidspunkt, fordi, der skal trædes på den noget mindre stejle nedkørsler – det er bestemt ikke nødvendigt på de andre nedkørsler, hvor det er bremserne, der må tage sliddet.

”Vel nede, en halv pizza kunne kvæles og så op på cyklen igen og så skete det mærkelige. Jeg fik pludselig ny energi til benene. Faktisk så meget, at det blev dagens hurtigste opkørsel og selv de sidste 6 relativt stejle km. blev forceret i et højt tempo,” fortæller Ole.

Samlet tog Oles sidste tur kun en time og 44 minutter. Det vil være en flot tid for de fleste motionister – for én tur. På toppen blev det fejret med en stor gruppe danskere, der var oppe for at se solnedgang og så var det ellers med at komme ned inden mørket for alvor brød igennem. Kl. 21.54 – 16 timer og 54 minutter efter starten, blev der bestilt fadøl på det lokale værtshus i Bedoin. Danmarks første dobbelttosse var en realitet.

OBH -top MVOle på toppen efter små 17 timer – altså på toppen af bjerget!

FAKTA

Hvis man går ind på hjemmesiden www.clubcinglesventoux.org finder man en beskrivelse af klubben og en liste på medlemmerne. Ca. 20 af klubbens medlemmer er danske. En af disse har gennemført galerien mens de øvrige har gennemført en single cingles. Turen kontrolleres ved at rytterne stempler i hver by og på toppen, hver gang der passeres.

Læs også mere på www.montventoux.dk

Nyhedsbrev

Tilmeld nyhedsbrev
* indicates required

Bestil en foredragsaften med vinsmagning

Vi tilbyder en foredragsaften med oplæg om cykling i Ventoux-området og vinsmagning. Kontakt os og hør nærmere.

Vi anbefaler

God jul og godt nytår

Vi håber, at alle har haft en god jul og får et godt nytår. Måske har I vedligeholdt formen på trods af julens fristelser, men
uanset udgangspunktet er det nu grundlaget for forårets og sommerens diamantben skal opbygges.

Det er vigtigt, at få en god start på sæsonen! Vælg derfor længde, intensitet, rute og frekvens der passer til jeres nuværende niveau.
Gennemfør evt. 1-2 tests af jeres nuværende ydelse. Det giver et sammenligningsgrundlag der kan hjælpe på motivationen senere på vinteren. Hvis man ønsker at gennemføre en struktureret process kan disse tests endvidere danne grundlag for planlægning af træningsintensiteten henover foråret.

Der findes masser af litteratur tilgængelig på internettet omkring forskellige tests, vintertræning og træning generelt. Vi er naturligvis også tilrådighed for råd og vejledning efter bedste evne.

Vi ses på landevejen...